Denne uge vil vi tage et kig bag kulisserne på La Deutsche Vita. Podcasten søger at besvare spørgsmålet om, hvordan tyskerne egentlig tænker, og om der overhovedet findes noget "typisk tysk". Hvordan det gik, fortæller podcasterne Tassilo og Jan:

hvad er det særlige ved "La Deutsche Vita“? 

T: At den handler om stereotyper uden at behandle dem. 

J: Og at det er en podcast, hvor man så godt som ikke hører os. Vi synes, det var en god tilgang at lade folk tale i stedet for at sætte os selv i centrum. 

Hvad var et af de bedste øjeblikke? 

J: Jeg syntes, det var rart at se, at så godt som alle vores interviewpartnere har været nuancerede i deres svar. Selvfølgelig irriterer bureaukrati – men det kan også gøre livet lettere. Den tyske mad er måske lidt tung og kraftig, men præferencen for hvedeøl og en slagterplade er stadig intakt. Der findes sure medborgere blandt os, men samtidig også generøse mennesker. Verden er ikke sort-hvid, og det kan ses i vores gæsters svar. 

T: Da vi sad med vores japanske samtalepartner, Tamiko, en japansk kostumedesigner, i hendes intime atelier i Berlin-Neukölln, talte vi næsten i to timer om Gud og hvermand. Hendes latter og glæde ved små ting var imponerende. En vidunderlig samtalepartner! 

Var der også nogen gange en vurdering? 

T: Jeg fyldte vores Creative Cloud, som vi brugte til produktionen af podcasten, med adskillige stier og gigabyte store data, så Jan til sidst klagede over, at han ikke havde mere RAM på sin laptop. 

J: Haha, ja. Hvad der også var sjovt: Da vi interviewede döner-sælgeren Ömer, tog han pludselig en ven med: maskiningeniørstuderende Abdullah. Da vi mangler et ekstra mikrofon, bad vi Abdullah om at indtale sine svar i en iPhone. Optagelserne er overstyrede og uskarpe – men fordi Abdullah præsenterede mange anekdoter med smittende latter, besluttede vi at bruge dem som et tilbagevendende outro/udtag. 

Hvad kan I lide ved mediet podcast? 

T: At det er så umiddelbart og ukompliceret. Bare fra munden af vores samtalepartnere til ørerne på lytterne. 

J: Jeg synes, det er meget rart, at man under lyttingen kommer ind i en slags hovedfilm, hvor man hverken kender hovedpersonerne eller har været med i hændelsen, men i sin egen fantasi skaber en scene. 

Hvad kan I bedst lide ved arbejdet som podcastproducenter? 

T: Intimiteten: Mennesker, vi taler med, åbner sig. Et mikrofon er mindre skræmmende end et kamera. 

J: Desuden synes vi, det er godt at tale med mennesker og få dem i fokus – i stedet for at vi begge i timevis sidder og beundrer os selv i snakkepodcasts.